fredag, maj 30, 2008

En gratis bog med Photoshop-tricks

Det hører til sjældenhederne, at man får noget gratis; men i dag og frem til 13/6 deler forlaget Sitepoint ganske gratis: "The Photoshop Anthology" ud fra deres hjemmeside.

De skal have ens e-mailadresse, så de kan sende et link til bogen, og de tilbyder, at man får deres nyhedsbreve; men der er ingen tvang.

Det tog lige et par timer, inden jeg fik bekræftelsesmailen med linket i; men nu er den på vej.

søndag, maj 18, 2008

Læsning af blogge og andre feeds

Jeg snakkede med nogle af mine venner og bekendte, om hvordan vi læser blogs (og øvrige rss-feeds).

Jeg har gennem længere tid benyttet google-reader til at læse alle de blogge (og øvrige feeds), som jeg følger med i, og glæder mig over nemt at kunne se, hvor der er skrevet nyt, og de allerfleste steder også at kunne se, hvor der er nye kommentarer.

Det sparer mig for at skulle besøge sider, hvor der ikke er blevet opdateret, og jeg behøver ikke søge gamle indlæg igennem for at se, om der skulle være blevet fulgt op på med en kommentar, og min mailboks bliver ikke fyldt med beskeder om, at der er kommet flere kommentarer til indlæg, som jeg havde skrevet en kommentar til.

Men i alfald den ene af bekendtene var meget uforstående over for, hvordan det virkede ;-), så nu laver jeg lige en brugsanvisning, og håber, at det kaster lidt lys over mysteriet, for det er slet ikke så besværligt endda ,-)

Jeg går ud fra googles online-tjenester google/reader; der er flere andre, og man kan også vælge at bruget et dedikeret program til læsning af feeds. Det væsentlige er, at det man ønsker at læse, skal tilbyde et feed af indholdet (og helst også når vi taler om blogge af kommentarene). Man kan se, om det er tilfældet på forskellig måde.

I Firefox og Safari er der et lille ikon i adresselinien:
Således i Firefox:
Og således i Safari:

og typisk i bloggens sidebar eller bund er der en henvisning til rss-feed.

Men første trin til at kunne læse blogs og kommentarer i google/reader er at have en konto hos google.
Har du en gmail-adresse, en blog hos blogger, eller bruger du en af googles andre tjenester, har du det allerede, og så skal du bare ind på reader-siden: http://www.google.dk/reader - ellers må du oprette en googlekonto først - og ellers er det måske et godt tidspunkt at oprette en helt anonym adresse, som du kan bruge i din kommenteren på andres blogge, hvis du ikke vil komme til at afsløre din rigtige identitet.

Du logger ind med din almindelige adresse og kode, og så er du klar. Vælg indstillinger/settings (afhænger af, hvilket sprog du har valgt) oppe til højre lige ved siden af dit navn og indstil der sprog, og i fjerde "fane", som på dansk hedder 'godter', vælger du at trække det lille billede, der hedder abonner...


op i bogmærkebaren i din browser. Når du så er på en side, der tilbyder et feed, kan du klikke på det nye bogmærke og bliver automatisk "stillet om" til google/reader med det ønskede feed klar til at blive aktiveret.

I Firefox kan det blive endnu nemmere, hvis du installerer udvidelsen "Better GReader", men den dækker jeg ikke lige nu ;-)

God fornøjelse med bloglæsningen.

fredag, maj 16, 2008

Fysik med Mac

Faldt over et program til at lave fysik-simuleringer.

Har ikke fået tid til at se nærmere på det; men det ser sjovt ud umiddelbart.

Mon ikke børnene skal have lejlighed til at prøve det også?

Fandt det på Mactips.org. Udviklers hjemmesiden er her.

onsdag, maj 14, 2008

Office 2004 Opdatering igen igen

Så er den gal med Microsoft og deres Officepakke igen.

Der er igen igen kommet opdatering til Office 2004 til Mac.

Nu ser MS-hjemmesiden da efterhånden næsten overskuelig ud ,-)

Skulle du blive træt af MS Office, så kan du installere nogle af de andre Officepakker: Apples iWork, Apples Pages eller måske det helt gratis Open Office eller Neo Office.. Er du mere nørdet (på den gode måde), kan du selvf også bare installere LaTeX ;-)

søndag, maj 11, 2008

At tagge hinanden

Jeg sendte den lille bogleg videre i går; og ikke én af dem, jeg sendte den til, har taget den op ;_(

Til gengæld har Thomas så taget den, og det skal være ham meget vel ondt - jeg overvejede også, hvor mange, jeg kunne tillade mig at sende den til - og mente at have set, at kodekset er, at man sender den slags opfordringer til 3, så det gjorde jeg; men kun herligt, at andre lader sig friste ;-)

Og et helt andet tag: Glædelig Pinse ;-)

lørdag, maj 10, 2008

En lille leg med bøger

På opfordring af Patrick deltager også jeg i legen (selvom han da vist ikke deltog i den sidste, som jeg sendte til ham. Hrmpf ;-)) med at slå op i den nærmeste bog på side 123 finde den femte sætning og så citere de kommende tre sætninger.

Det er faktisk lidt problematisk, for de er flere bøger, der er lige nære - i tankerne er det Henriettes "Kaiser", der er tættest, for den vil jeg gerne snart læse; men jeg har jo ikke fået købt den endnu - og så er der hylderne på begge sider af mig; men så det må blive den, som jeg rækker armen ud efter, jeg citerer fra i stedet:


"110. Selvspændende Metalpakdaaser. Den i Fig. 146 viste selvspændende Metalpakdaase anvedendes ved Statsbanerne i et meget stort Antal som saavel Stempelstangs- som Glidestokspakdaase. Den udmærker sig ved en ringe Gnidningsmodstand og er i Besiddelse af en vis Bevægelighed, som tillader Pakningen at følge Stempelstangen under dennes Bevægelser.
Om Betingelserne for Pakningens Holbarhed se under Stk. 297"



Tjah, det skulle vist vise, hvad jeg er optaget af for tiden ;-)


Og kan I ikke gætte det, så er det fra "Damplokomotivet og dets Betjening. Lærebog for lokomotivpersonalet", 4. udgave, Kbh 1948. (Tekstdelen, naturligvis).

Og så vil jeg gerne sende denne lille leg videre til omtalte Henriette, til Majsemor og til Anette

fredag, maj 09, 2008

En (vid)underlig trykfejl

Det er da de mærkeligste ting, folk brokker sig over.

Tænk. De blev bedt om at spare 1,7%, men kan desværre kun spare 20-30% i flg. DR's hjemmeside:


Nok er nok. Vi er nået dertil, hvor der ikke kan spares mere. Ud fra det mandat, vi havde fået, kunne vi kun spare på børnenes morgenmad, udflugter og deres legetøj, og da det kun var dette lille område, vi kunne spare på, blev den reelle besparelse ikke 1,7 procent, men snarere 20-25-30 procent, siger Ole Keinicke Christensen.


Tjah, det var jo nok omvendt ;-() Eller også køber de deres mad og udflugter for dyrt ;-)=

tirsdag, maj 06, 2008

Jamen dog

Hvordan mon man skaffer sig trafik på sin blog?

Jo, man kan selvfølgelig begynde at skrive om nogle af de ting, som folk søger på, når de googler. Men det er da meget sjovere at besøge Anne og få hende til at henvise til mig ,-)

Se selv statistikken:




Helt uden selv at røre en finger - eller rettere: det var jo netop ved at røre en finger.

Og så stopper jeg vist her, inden jeg roder mig ud i noget frygteligt sprogligt sludder, som jeg engang var så god til, når jeg troede at jeg gav komplimenter, men kom til at fornærme, og slet slet ikke gjorde det bedre, når jeg så prøvede at rette op på det, uha nej.

Bekymrende ;-)

Jeg hjalp hende her med at skille og samle en Mac.

Samtalen kom vist til at blive lidt meget "Det sagde hun også i går"-agtig. (Gad vist, hvis skyld det er, så uskyldige vi begge er?). Det er jo meget sjovt; men det har vist taget lidt overhånd, for nu tænker jeg "Det sagde hun også i går", hver gang andre siger noget - og det er lidt - bare lidt - belastende.

Skam sig.

Ny ordbog - Hurra!

Det er jo herligt som lingvist at se, at der er kommet en ny ordbog.

Og når det så er en så speciel ordbog som en tegnsprogsordbog, er der endnu mere grund til at juble ;-)

Find ordbogen her på nettet - ganske gratis endda - efter den 23. maj.

Jeg glæder mig meget til at studere den, eftersom jeg beklageligvis intet kender til tegnsprog i praksis ud over en lille bitte smule til de amerikanske indianeres tegnsprog, som jeg læste lidt om i forbindelse med et kursus for mange år siden om amerikanske indianeres sprog. (Det var så et dejligt og interessant kursus, som oven i købet skabte et venskab, som nu er blevet genoptaget (du ved selv, hvem du er ;-)) - tak facebook og dgs ;-)).

lørdag, april 26, 2008

Tænk på hinanden

Denne får vist lov at tale for sig selv: 




Men jeg så den hos Anni

torsdag, april 24, 2008

Togsammenlægning

DR's hjemmeside skriver i dag om fusion af tre af lokalbanerne på Sjælland og Lolland:

Lokalbaner fusionerer i 2009
24. apr. 2008 16.27 Region Sjælland

Til næste år er det slut med Lollandsbanen og Vestsjællandske Lokalbaner, der kører på Holbæk-kanten.

1. januar bliver de nemlig fusioneret til èt selskab sammen med Østbanen, der "kommer hjem" til Sjælland efter nogle år med hovedsæde i Nordsjælland.

Det har trafikselskabet Movia besluttet på et bestyrelsesmøde i dag.

De tre lokalbaner bliver fusioneret til et selskab, som der endnu ikke er sat navn på.

Banechef Tommy Frost, forklarer at man med det nye selskab på en og samme tid har en direkte linie til politikere i Region Sjælland, der jo finansierer lokalbanerne gennem trafikselskabet Movia. Vi går ud og køber lokalbanetrafik på regionens vegne lige som, der bliver købt bustrafik på kommunernes vegne. Og for at gøre det så effektivt og kundeminded som muligt, så skulle det nye selskab gerne give et større kundeservice og -fokus til gavn for borgerne.

Der er 338,9 kilometer lokalbane-skinner her i regionen.

Det bliver spændende at se, hvad det kan komme til at betyde for os som passager og brugere af Vestsjællands Lokalbaner.

fredag, april 04, 2008

Et blinkende ? og Macen starter ikke op

Skulle det ske, at din Mac ikke vil starte op, men bare giver dig et blinkende spørgsmålstegn, så kan det tænkes, at du er kommet til at vælge, at Macen skulle have startet fra OS 9; men samtidig ikke have husket at installer drivere til OS 9 på den pågældende disk.

Løsningen findes hos Bombich - der i øvrigt har mange andre gode fif.

tirsdag, april 01, 2008

Gratis chokolade, eller hvad?

Jeg er lige blevet ringet op af "nordisk printertilbehør", var det måske - jeg fik ikke helt fat i navnet; men en ung hurtigtalende dame, sagde, at vi havde været med i en undersøgelse om printerpatroner sidste år, og så ville hun gerne sende mig en æske chokolade som tak.

Det var da pænt af hende tænkte jeg og overvejede, hvad det nu var for noget med de der ikke helt gratis æsker chokolade, som jeg syntes at have hørt om før.

Så jeg sagde, måske lidt stille og afbrydende, at det havde vi ikke.

Hun hørte det ikke helt, og spurgte hvad jeg sagde, og da jeg gentog det, smækkede hun røret på!

Øv, altså så fandt jeg aldrig ud af, hvad hun havde villet forsøge at bondefange mig med... eller blev jeg nu snydt for en æske chokolade?

Kan nogen oplyse mig om firmaets intentioner?

søndag, marts 30, 2008

Opskrifter på potkäse

I forlængelse af forrige indlæg spurgte Spunk, hvordan man lavede potkäse, og jeg fremdrog en opskrift fra hukommelsen; men nu måtte jeg hellere finde en ordentlig ,m-)

Google afslører to varianter, som jeg gengiver nedenfor.

Den jeg blev præsenteret for og ikke spiste er den første; men den anden lyder næsten spiselig.

Potkäse.

flere forskellige slags oste (rester evt.)

rom eller sherry

salt

sukker

Osten skæres i små stykker, der hældes på en krukke og overhældes med rom eller sherry. Man rører lidt om i den med dages mellemrum. Efter 6 – 7 ugers forløb presser man massen gennem en grov sigte. Den tillaves med salt og sukker – er den for tynd, skal den blot stå et par dage.



Sønderjysk potkäse.

ca. 225 g rester af faste, vellagrede skæreoste

godt 1 dl. piskefløde

3 spsk. kærnemælk eller andet surmælksprodukt

mindst ½ dl. snaps

1 spsk. kommen

Skær evt. skorper af ostene og riv dem på den grove ende af råkostjernet. Rør osten sammen med resten af ingredienserne, dæk skålen godt til og lad osten trække i køleskabet i 3 dage, hvor du husker at røre i den et par gange om dagen. Lad så osten stå og hvile urørt i 4 evt. 5 dage, så er den klar til servering.

torsdag, marts 27, 2008

En Quiz om 3 ting

Inspireret eller måske næsten påtvunget af Thomas og Niels udfylder jeg nu også denne "quiz".


Tre slags arbejde jeg har haft:

  • Avisbud.
  • Omstillings"dame".
  • Bibliotekar

Tre steder jeg har boet:
  • Hellerup (født og opvokset)
  • Sønderborg
  • Århus: Gellerup, Nordbyen, Åbyhøj, Højbjerg, Skødstrup, Gellerup

Tre TV-programmer jeg kan lide:
  • Mash
  • Matador
  • Øh, det ved jeg ikke lige. Jeg ser så lidt.

Tre steder, jeg har rejst:
  • Norge, primært om vinteren for at stå langrend
  • Ungarn, om sommeren for at lære sproget bedre og spise den dejlige mad
  • Danmark, fordi jeg nu engang bor her ;-)

Tre af mine favoritretter:
  • Gulyás leves - den gode ungarske
  • Chokolademousse som min farmor lavede den
  • Tjah, hvad bryder jeg mig egl ikke om? Potkäse har jeg aldrig villet spise, og ellers er jeg jo ikke kostforagter ;-=)

Tre steder jeg gerne vil til:
  • Norge og stå på ski
  • Grønland
  • Resten af Danmark

De tre sidste bøger jeg har læst:
  • Løgneren af Marin A Hansen
  • Det lille hus på prærien (og resten af serien) som godnat-læsning af Laura Ingalls Wilder
  • Jelne af Henriette Møller
  • På vildspor af Jan William; men den er jeg ikke færdig med, for der var 11 sider, der manglede og de næste 11 var der 2 gange ;( Så nu venter jeg på et frisk eksemplar fra biblioeteket

Tre bøger jeg vil læse:
  • Sikkerhedsreglement 75 (SR 75), så jeg kan blive togfører
  • Henriette Møllers næste roman
  • resten af de bøger i vort bibliotek, som jeg ikke har læst

Tre personer jeg tror der vil blogge deres svar:
  • Anne
  • Anette
  • Patrick

mandag, marts 17, 2008

Skøre højttalerudkald

Kom til at lytte på, hvad metaldamen i IC-togene siger, når man skal passere over og under Storebælt med toget mellem Fyn og Sjælland.

"Om et øjeblik passerer vi Storebæltsforbindelsen, og ..."

På engelsk siger hun:

"In a moment the train will pass through the Tunnel, ..."

Tjah, begge dele er da noget vrøvl:

Vi skal gennem tunlen og over lavbroen, hverken forbi den ved siden af eller strande på Sprogø.

tirsdag, marts 11, 2008

International demonstration mod netcensur

Læs mere hos Comom og deltag i morgen i virtuelle demonstrationer mod netcensur.

tirsdag, marts 04, 2008

Uden navn

På arbejde i dag ringede jeg til en masse firmaer, og hørte mere eller mindre vidunderlig ventemusik, og mere eller mindre venlige talemaskiner, der fortalte mig, at der desværre var mange i kø.

DR's ventedame er sur og utilnærmelig - hende havde jeg ikke lyst til at vente på. Men Mercedes havde til gengæld den flinkeste og mest smilende unge dame til at fortælle en, at de desværre havde lidt travlt, så jeg var nødt til at vente.

Nå men den sjoveste var i forsikringsselskabet, hvor de sagde, at man kunne trykke 1 for skade, 2 for et eller andet og 3, hvis man ville tale med en navngiven person.

Og jeg lader den stå!

Jamen altså: har de også medarbejdere uden navn???

søndag, marts 02, 2008

Hvad skal jeg købe der?

Jeg fik lige en konkurrencemail.
Hvad den egl. vil have mig til at vinde, overvejer jeg ikke så nøje; men teksten var sjov:


Det er farligt med de der ord, der lyder næsten ens.

Ynglings og Yndlings

Krage og Krave [og alle de andre med Vg/Vv]

Det burde jo ikke være så svært; men så alligevel.
Blog Widget by LinkWithin