Kirkegang

Var - som vanligt - i kirke i søndags. Vores kernemeninghed er ikke stor; men vi har det godt sammen og deltager i gudstjenesten, og jeg kan vel godt tillade mig at sige, at vi har det godt sammen om at komme i kirken både socialt og teologisk.

I søndags var der så barnedåb - to endda - og der er sommerferie, så et par af de faste var der ikke.

Jeg ved godt, at det lyder så helligt; men det generer mig - eller måske undrer det mig mest - at folk vælger at få deres børn døbt i kirken; men faktisk slet ikke virker som om de ting, der foregår til en barnedåb, siger dem noget.

At deres gæster ikke nødvendigvis er specielt kristne, kan dåbsforældrene jo ikke gøre noget ved - og det skal de da heller ikke (med mindre man tager "udsendelsesordene" om at gøre alle til Jesu diciple alvorligt; men lad gå); men at forældre og faddere ikke deltager i altergang, evt bare i udvalg, at de sidder og snakker under tjenesten og slet ikke synger med på salmerne, eller i det mindste prøver - det generer mig altså.

Så sidder man der og prøver at synge en hel kirke op en 3-4 mand og en kirkesanger - det er altså ikke sjovt. Følte næsten, at jeg var skuespiller i en teaterforestilling for dåbsfamilierne.

Ja ja, det kan da godt være, at jeg er gammeldags og kedelig, når jeg er glad for den traditionelle gudstjeneste, der åbenbart ikke siger så mange moderne familier noget. Men derfor kan de da alligevel godt bare prøve at være lidt med, eller hvad?

Er der ikke nogen, der kan fortælle mig, hvordan man får moderne familier til at finde ud af, at det faktisk er rigtig dejligt at mødes - også med børnene - søndag morgen/formiddag om det kristne fællesskab. Hvordan er det lige, man får dem med og til at opdage, at søndagsgudstjenesterne også er noget for dem?

Hjælp udbedes ;-) (der må da være nogle andre kristne, præster, teologer og den slags, der læser med ;-)